Anna Borg

 

Anna har skrevet en af vores vinderhistorier: Lucas.

Læs den spændende og sørgerlige historie... 

Lucas

Lucas var fire år gammel. Han legede med sin bold i forhaven. Jeg sad på havebænken og nød det dejlige sommervejr imens jeg selvfølgelig holdt øje med ham. Hans bold hoppede op og ned og op igen og ramte ham i ansigtet og så lo han bare og sendte mig et grinende smil. Det var sådan et sødt lille smil og han rynkede altid på næsen. Et kort sekund tog jeg øjnene fra ham og så op imod den lyseblå himmel.

Men da jeg så tilbage igen fik jeg et chok af rædsel. Lucas var på vej imod den store vej efter hans bold, der var ved at trille over den. Jeg kan ikke huske, hvor hurtigt jeg kom op fra havebænken eller følelsen af mine ben, der løb så hurtigt som overhovedet muligt over græsplænen, ikke engang min egen desperate og panikslagne stemme, der råbte hans navn om og om igen. Det eneste, jeg kan huske er den lille skikkelse, der sprang ind på vejen, den sorte bil, hvinende bremser, og så...

Så sad jeg midt på vejen ovenover min søn og skreg og hylede for at få ham til at åbne øjnene.

Tragisk ulykke:

Lørdag d. 3. maj blev den kun fireårige Lucas Thomsen sendt direkte ud af denne verden i en tragisk og ulykkelig bilulykke. Hans mor, Matilde Thomsen, var straks ved hans side og føreren af den bil, der ramte lille Lucas ringede til ambulancen, der desværre ikke nåede frem i tide. Den stakkels alenemor er nu kun "alene". Vi har alle ondt af hende og den lille søn.

Henriette Franck, B.T.

2 år senere:

Jeg stod op klokken seks, gjorde mig klar og var på arbejde kl. syv. Jeg arbejdede på settet til et live talkshow og kom altid lang tid før alle andre for at gøre alt klar og være sikker på, at der ikke var nogle ting, som værten eller gæsterne ville komme til at mangle. Hvis jeg så var færdig inden kl. 17:00, hvor talkshowet startede, så satte jeg mig ned og gik i gang med noget ekstraarbejde, jeg havde taget, hvor jeg oversatte tekster fra engelsk til dansk. Aldrig faldt det mig ind at tage en lille pause og bare sidde stille. Min undskyldning overfor andre og mig selv var, at jeg havde brug for pengene, men inderst inde vidste jeg godt, at jeg var bange for, at komme til at tænke på Lucas og den forfærdelige dag, hvis jeg gav mig tid til at sidde i mine egne tanker. Derfor begravede jeg mig altid i arbejdet.

Folk begyndte at komme omkring kl. 14:00 og sætte kameraer og mikrofoner op og lave lydprøver. Jeg sad i baggrunden og koncentrerede mig dybt om at lytte til lydprøve 2, for ellers kom jeg til at tænke og mit oversættelsesjob for denne måned var allerede færdigt. Jeg måtte søge på nettet efter et nyt så snart, jeg kunne.

»Matilde?« sagde Clara, som arbejdede med at sætte alle folk i gang med deres jobs og sørge for, at der ikke var nogen, der spildte tiden. Hun var også min gode veninde.

»Ja,« sagde jeg og smilede.

Hun bad mig komme med ind på hendes kontor og jeg satte mig overfor hende ved det mørke skrivebord.

»Matilde,« sagde Clara. »Jeg ved, 2 år er lidt, når man tænker på, at det er tabet af en søn. Men du virker som om, du så småt er ved at være klar til at tale om det.«

Det gav et sug i min mave og jeg holdt godt fast om håndlænet, fordi jeg vel var bange for at falde ned i en mørk sø af ulykkelighed eller sådan noget.

»Her forleden dag blev jeg spurgt af bestyrelsen for valg af gæster til talkshowet om du måske kunne tænke dig at komme ind og snakke på et tidspunkt. Det er kun ti-minutter til et kvarter, det har du jo selv set. Men det ville være godt for dig at få snakket åbent om det og ja... jeg vil ikke lyve, det ville være godt for vores talkshow at få én ind, der har oplevet sådan et stort tab.«

Der blev en stilhed. Jeg spændte i alle mine muskler, fordi det hjalp mig med at lade være med at tænke for dybt på noget. Hvis jeg bare spændte hårdt nok, så græd jeg ikke, så var det hele ikke ligeså hårdt for mig..

Clara bed sig i læben efter en lang stilhed. »Du skal bare sige, hvis du ikke vil, Matilde, men det ville være en god ting for alle.«

Jeg takkede høfligt nej og med hastige skridt kom jeg ud af kontoret.

»Du kan altid sige, hvis du skifter mening, ikke?« hørte jeg hende råbe bag mig, men jeg var ligeglad.

Hurtigt var jeg ude i min bil og skulle lige til at dreje nøglen og køre et eller andet sted hen i fred, måske hjem, men så stoppede jeg mig selv.

»Tag dig sammen, Matilde!« sagde jeg til mig selv og samlede mig. Mine øjne var helt tørre, jeg græd ikke. Det kunne jeg ikke.

Så jeg tog min taske, låste bilen og gik tilbage til jobbet og sagde til Clara, at jeg ville tænke over det.

Da jeg kom hjem den aften, satte jeg maden i ovnen og gik straks ind på min mail. Jeg prøvede stadigvæk at sælge det gamle hus, som Lucas og jeg havde boet i dengang han levede. I går aftes havde jeg skrevet min månedlige mail til ejendomskontoret og spurgt, om der var nogen, som havde budt på huset eller var interesserede. Hans svar var, at der som sædvanlig ikke var nogen interesserede kunder eller bud. Der havde været to henne og se på huset i denne måned, men begge havde ikke ringet tilbage. Det gjorde de aldrig. Jeg vidste jo godt hvorfor. For det første var en lille dreng død lige udenfor og for det andet var huset en kæmpestor bunke skrot. Alt var nærmest rustent og faldefærdigt, træet var slidt og det var ikke specielt indbydende at se på.

Dengang jeg købte det var det min intention at male det og give det en rigtigt makeover, så det blev børnevenligt og dejligt at bo i. Det blev aldrig til noget.

»Undskyld, at jeg kom så pludselig med tilbuddet i går, Matilde. Jeg ved godt, at vi aldrig har talt om ulykken sammen før og så kommer jeg pludselig med det her. Men hvis du ikke har lyst til at tage samtalen med mig eller på tv, så synes jeg du skal gå til psykolog. Jeg ved godt, at du takkede nej da du blev tilbudt det efter ulykken, men jeg synes det er på tide, at du får det bedre.«

Musklerne spændtes og jeg smilede høfligt til Clara:

»Det synes jeg ikke. Tak fordi du foreslog det, men jeg må takke nej igen. Jeg har det fint.«

Og lige som jeg havde rejst mig, mærkede jeg hendes hånd på min skulder. Hun så medfølende på mig og gav mig et langt kram.

»Jeg forstår dig godt. Men det, du gør imod dig selv, hvor du lukker alle andre ude og dig selv inde, det er meget værre, end hvis du bare græd og så fik det bedre med hjælp.«

Jeg skulle lige til at takke nej endnu en gang, da noget i mig tænkte, at der måske var en mulighed for, at jeg kunne få et bedre liv, end det jeg havde nu, også selvom Lucas ikke længere var hos mig. Derfor sagde jeg med en lille stemme ja.

Næste mandag trådte jeg ind på psykologens kontor.

»Goddag,« sagde hun og smilede til mig. Hun hed Elizabeth Saursen og havde dybblå øjne, en lidt kraftigt bygget, men alligevel slank krop og kortklippet, kastanjebrunt hår.

Elizabeth havde en rar udstråling, som jeg godt kunne lide, men jeg anede alligevel en smule medlidenhed i hendes blik, og jeg syntes ikke, at hun skulle have ondt af mig. Det var jeg for stolt til.

»Goddag.« Jeg satte mig ned og sendte hende et hurtigt smil.

Først udspurgte hun mig om, hvad mit arbejde var, om jeg kunne lide det og havde jeg så meget tid til mig selv. Det var nemme spørgsmål i starten, ikke noget dybdegående.

»Matilde, tror du, at du vælger at arbejde så meget fordi du... måske er bange for, at der mangler noget i dit liv, hvis du giver dig tid til også at have et privatliv?«

Det var et svært spørgsmål. Psykologen smilede sødt og gav mig god tid til at svare.

»Hmmm...« Så blev der en lang pause. Jeg prøvede igen at svare: »Øhm.. nej, altså, jeg betaler jo to huslejer, så jeg bliver nødt til at arbejde en del for at kunne betale det.«

Elizabeth nikkede, men jeg så straks på hende, at hun ikke troede mig.

»Du bliver nødt til at komme ud med det og så bagefter over det, før eller senere,« sagde hun tålmodigt.

Jeg svarede ikke. Kiggede bare ned, måske lidt i skam, jeg er ikke sikker.

Da jeg kom hjem, børstede jeg tænder og talte sekunder i hovedet for at fylde det med noget. Men da jeg så lå i min seng og skulle lukke øjnene og sove, kunne jeg ikke. Tankerne fyldte simpelthen mit hoved op og jeg kunne ikke bare skubbe dem til side. De var der og havde ikke tænkt sig at smutte, indtil jeg havde tænkt dem godt og grundigt igennem. Så det gjorde jeg. Jeg tænkte først på, om jeg mon skulle sige ja tak til Claras tilbud. Måske var det en god ting alligevel. At tale om sådan noget på live tv var i hvert fald at komme ud med det. Bagefter tvang jeg mig selv til at tænke på Elizabeths spørgsmål. Måske havde hun ret, måske valgte jeg overarbejde frem for et privatliv for ikke at mangle noget i det. Og midt i alle tankerne, faldt jeg i søvn.

Næste dag på jobbet gik jeg hen til Clara og sagde ja tak til hendes tilbud.

»Godt, jeg mailer dig,« sagde hun og gik sin vej.

Det gik ret stærkt. Hun ikke så meget som spurgte til min time hos Elizabeth. Og så hørte jeg pludselig nogen bag mig.

»Hvis jeg var dig,« sagde en mand. »Så havde jeg sagt nej tak til det tilbud. Hvorfor vil du vise følelser, som du først lige er begyndt at finde frem, ud for hele Danmark bare fordi Clara vil have et godt show?«

Han var en bredskuldret, trænet mand på omkring de tredive, med mørkt hår og mørkeblå øjne. Der stod Silas på hans navneskilt..

»Hvorfra ved du det? Det med mine følelser?«

Han trak en vogn med kaffe og småkager ud fra kantinekøkkenet.

»Jeg serverer kaffe inde til deres møder og jeg overhørte dem snakke om dig,« forklarede han.

Så gik han. Hvorfor troede han, at han kunne bestemme over mit liv? Kan jeg huske, at jeg dengang tænkte. Det havde han overhovedet ingen ret til, sådan bare at vade ind i mit liv og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre!

»Hej igen,« sagde Elizabeth da jeg kom til psykolog igen. Jeg satte mig ned og begyndte at fortælle om min dag.

»Hvad synes du?« spurgte jeg til sidst.

Elizabeth tænkte sig lidt om.

»Nu skal jeg jo ikke styre dit liv, men hvis du vil have mit råd, så synes jeg du skal vente med at komme ud med en tudehistorie for åben skærm lidt endnu. Det får det hele til at virke overfladisk og de følelser, du har her er langt fra overfladiske, Matilde. Jeg mener i hvert fald heller ikke, at du skal se det, ham Silas fortalte dig som en ordre, mere som et råd fra en ukendt ven, måske.«

Det kunne hun jo egentlig godt have ret i. Det med Silas. Og måske også det med Claras tilbud....

»Jeg tror, du er meget ulykkelig, Matilde,« sagde Elizabeth efter en rolig samtale.

»Ulykkelig? Jeg mener da ikke, at jeg ser specielt ulykkelig ud,« svarede jeg med kølig stemme.

Elizabeth smilede til mig og sagde, at det ikke kom an på, hvordan man så ud udenpå.

»Du kan ligne verdens lykkeligste kvinde, hvis du vil. Men det er du helt klart ikke. Tabet af din søn har været så hårdt for dig, at du har overført din psykiske ulykkelighed til noget fysisk, ved at sige til dig selv: "Hvis jeg ser glad ud udenpå, hvis jeg ikke græder, så er jeg lykkelig. Så har jeg det fint." Men det har du ikke,« sagde hun.

Og det slog mig hårdt i maven, som om hun lige havde giv mig en knytnæve i mellemgulvet. Mine øjne sveg og maven gjorde mere og mere ondt.

»Det gør ondt,« fremstammede jeg.

»Du har lært din krop af oversætte den psykiske smerte til fysisk smerte. Hvor mange gange har du grædt efter Lucas' død?«

Jeg fik en stor klump i halsen, sådan én jeg ikke havde haft i meget lang tid.

»Ingen. Jeg græd kun da han lige var blevet ramt af bilen.«

Og da vidste jeg, at hvis jeg sagde et ord til, så ville jeg begynde at tude. Så jeg sluttede min time tidligt og tog hjem.

Jeg satte mig i sofaen og hviskede til mig selv:

»Ikke græde, ikke græde, tag dig sammen, ikke græ...«

Og så græd jeg. Stille og alene, men ikke ensomt, bare smertefuldt og lettende. Som om en tung sten faldt fra hjertet. Tårerne kærtegnede langsomt mine kinder, rullede nedover hagen og dryppede ned i mit skød. Ingen så mig græde, men jeg var også ligeglad med om der så var nogle, der havde gjort det, for jeg havde lov til det, det var okay og det ville blive godt igen.

Jeg sad på bænken i forhaven. Nanna legede med sin bold og den hoppede op og ned op og ned, og det var så morsomt for hende. Det var et dejligt sommervejr og et enkelt øjeblik så jeg op på himlen. Da jeg i næste øjeblik kiggede efter Nanna igen var hun direkte på vej over vejen efter sin bold. Hun løb lige ind foran nogle mennesker.

»Man skulle næsten tro, du var en lille motorcykel, men det er jo ikke lovligt længere, efter at vejen her blev gjort til gågade,« sagde de og gik videre. Nanna tog sin bold og løb glad tilbage til mig.

Min mand kom ud af døren og sagde, at nu var der mad. Jeg tog Nanna i hånden og sagde:

»Ja, nu kommer vi, Silas!«