Om dette arrangement

Tid
19:00
Pris
80 kr.
Lokale
Romanen
Målgruppe
Abonnér på kalender

Forfatterforedrag med Malene Lei Raben

Hør Malene Lei Raben fortælle om sin første roman, ”Fruen”.

"Fruen" er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen af handlekraftige, selvrealiserende voksne. Det er også en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning, og om at være datter af en formidabel, intelligent og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed.

Da Malenes mor dør, beslutter hun at skrive historien om 70’ernes frigørelsesprojekt, om sin stærke, smerteblandede kærlighed til moren og prisen for frihed. Bogen er både et morsomt portræt af Danmark igennem nogle voldsomme årtier og en heftig skildring af en mor-datter-relation, der volder begge parter store vanskeligheder.

Malene udtaler: "Min mor var ked af, at min søster og jeg kaldte hende Fruen, men det var i mellemtiden blevet fælles for os. Fruen var en stærk kvinde, som krævede – og fik – særbehandling. Modig og intelligent, fordringsfuld, lunefuld og let at såre, og som en skandinavisk Kleopatra tiltrak hun mænd med fatale følger. Fruen kunne udmærket afkode undertonerne i sit kaldenavn og brød sig ikke om det, men det passede godt til hende og satte ord på noget, vi ikke kunne tale om.”

I foredraget fortæller Malene om følelsen af at vågne op fra en ond drøm efter moren døde, om at vælge at sige det skjulte og skamfulde højt, selvom man kommer fra et på overfladen pænt og ressourcestærkt hjem men også om den rejse i kærlighed som livet med moren – og endelig i mødet med døden – sendte hende ud på.

Malene Lei Raben (f. 1969), cand.jur., mangeårig leder og specialist i mediebranchen og fhv. adm. direktør. Sideløbende med karrieren er Malene også aktiv debattør, fast klumme-skribent for Politiken, tidligere ’smagsdommer’ på DR2, tv-vært og mor til tre. I dag er hun selvstændig juridisk rådgiver og forfatter.

Billetpris: 80 kr.

For biblioteksklubmedlemmer: 64 kr.

For læseklubmedlemmer : 50 kr.