Højtlæsning i efteråret

08.10.20
Sæt dig sammen med børnene og nyd de hyggeligste bøger.

Efteråret står for døren og med de mørkere timer følger masser af indendørs hygge. Der er ikke noget bedre, end at krybe sammen i sofaen med en god højtlæsningsbog, en flot billedbog eller en sjov findebog.

På biblioteket har vi bøger for enhver smag og herunder har vi samlet en stor håndfuld gode bøger for børn.  

Kom frit frem!

Her skal der findes masser af dyr, som skjuler sig på siderne, og vi bliver taget med til både jungle og savanne. Det er sjovt for både store og små. Velegnet til hygge med de 3-6 årige, men også for de lidt ældre.

Siri Melchior: Magnus & Mini

Lillesøster Mini vil altid lege med det samme som Magnus. Det kan give ballade, når Magnus ind i mellem ikke har lyst til at lege med Mini. Men måske kan man lægge en smart plan, så legen alligevel bliver god og måske kan Mini alligevel være sjov at lege med? For de 3-6 årige, især hvor der inde i mellem opleves søskendeuenigheder.

Oliver Zahle: Pølse vil ikke have, at far er pinlig

Pigen Pølse har en far, der er god til at fjolle. Det er sjovt, men kan også være pinligt når der er andre voksne til stede. Hvordan finder man ud af hvornår fjolleri er sjovt og hvornår det er pinligt? Det bliver testet, da far leger restaurant med Pølse og vennen Tusse. God til de 4-6 årige.

Pip Jones: Bikse & Fikse - verdens bedste opfindelse

Her møder vi Bikse, der sammen med bedstefar og fuglen Fikse laver spændende opfindelser. De skal deltage i den store konkurrence om ”Verdens bedste opfindelse” og her kommer både venskab og samarbejde på prøve. Man får selv lyst til at gå i gang med at lave opfindelser, når man læser bogen og billederne giver gode ideer til selv at gå i gang med værktøjet. For de 5-7 årige opfinderspirer.

Hayley Scott: Familien Mimre bager en kage

Mille har fået tekophuset med den lille kaninfamilie, da hun flyttede med mor på landet. Mille elsker at lege med kaninerne, men hvad hun ikke ved, er at de små kaniner bliver levende når hun ikke kigger. Mille og mor skal holde indflytningsfest og bager en flot kage. Kaninungerne vil også bage kage, men hvordan skal de mon få fat i noget af den lækre glasur Mille har lavet? Egnet til højtlæsning fra ca 5 år. 

Tre bøger i serien “Tiger Karlsen Pottemager” 

Tre hjertevarme historier om de to dyrevenner Liv og Lasse. Liv og Lasse bor på landet og elsker dyr. En dag får de en ny nabo, er han mon dyrlæge? Der står i hvert fald “Potemager” på hans cykelanhænger. 

I "Dyrene flytter ind" møder vi for første gang søskendeparret Liv og Lasse. De er spændte på at møde den nye nabo, Tiger Karlsen. Det viser sig, at han er keramiker, men han kan godt lide at hjælpe nødstedte dyr. I "Det pusler i posen", gør Liv og Lasse alt hvad de kan for at redde to små efterladte kattekillinger. I "Kaninklubben" er Tiger er ved at være træt af alle de dyr, der dukker op på hans dørtrin, men han kan alligevel ikke sige nej til at hjælpe, da en kurv med tre små kaninunger dukker op. 

Egnet til højtlæsning for dyreglade børn fra ca. 6 år 

Lasse Spang Olsen: Da fremtiden blev stjålet

En engel, en ridder og en 7-årig pige skal sammen redde hele verdens fremtid, som i øvrigt bliver styret af en blæksprutte i en fiskebowle. Her er dømt fuld fart over feltet og en handling, der overrasker gang på gang. En fantastisk højtlæsningsbog, der vil begejstre børn (og voksne) fra ca 5 år.