Månedens kærlighedsdigt
Kærligheden kan være smuk, men den kan også gøre ondt.
Af Sophie Amalie Eslund
I bogen "At elske eller ikke at elske" er nogle af Benny Andersens allerbedste digte blevet samlet, og februars digt har vi fundet blandt dem. Det er en skøn blanding af både gamle og nyskrevne digte, som er både rørende og giver stof til eftertanke.
Til en kønsapartheidtilhænger
Jeg går i et par af min elskedes aflagte bukser
cowboybukser, mørkeblå, med lynlås
og på forhånd bløde i knæene.
Hun var vokset lidt ud af dem bagtil.
Min ende føler sig hjemme i tøj der har rummet
en dejlig del af min dejligste ven.
Selv når jeg er ude at rejse
har hun mig i sin hule bag.
Du spurgte aggressivt: “Er det dig
eller hende der har bukserne på?”
Hertil kan jeg kun svare:
“Hvis bukser?”
Fra "At elske eller ikke at elske" af Benny Andersen, Gyldendal, 2014