Månedens forældreskabsdigt

Forældreskab - særligt det nye - fylder mere og mere i nyere litteratur. Den skelsættende omvæltning det er at få et barn, får plads til at fylde på siderne; både glæderne og udfordringerne. Oplevelsen af at blive forælder er stor for både mødre og fædre, men månedens digt stammer fra en digtsamling om moderskabet. I Lea Marie Løppenthins "Løven og klagen" kredser digtene om et barn og et fødselstraume, og om den komplicerede virkelighed når ens højt elskede barn er kommet til verden ved en voldsomt traumatiserende fødselsoplevelse. Både fortælleren og fortællingen længes efter heling og ro, men afbrydes jævnligt af fortidens ødelæggende oplevelse med ni dages indlæggelse og et kejsersnit. 

DU

 

Himlen er hvid som et loft

det er ikke til at se den anden side af vinteren.

 

Ørerne på de tøjkaniner, som vi bruger til at støtte dig i

triptrapstolen,

har fået en helt ny konsistens, tyknet af grøntsagsmos og

lasagne på glas.

 

Dine arme hænger ned langs kaninernes ører,

dine øjne er store og runde.

Du finder dig endnu i situationen.

Dine hænder tager fat i alt, hvad du ser, mine kinder, f.eks.,

du hiver mit ansigt til dig for at tage en bid af min pande.

 

Jeg går på gaden uden dig

ingen kan se, at jeg har dig

at jeg er din

jeg skal aldrig mere gå på gaden alene, uden at du mangler

jeg skal aldrig mere leve, uden at du lever.

Fra ‘Løven og klagen’ af Lea Marie Løppenthin, 2024, Gyldendal