Biblioteket genåbner d. 22. april

Biblioteket genåbner torsdag d. 22. april

19.04.21
Biblioteket genåbner den 22. april for den betjente åbningstid, selvbetjening er stadig lukket.

Vi glæder os rigtig meget til at se alle vores kære brugere igen. Samtidig vil vi gerne sige tak for den store tilslutning der har været til take away ordningen, som fortsætter i en ændret udgave, læs mere herunder. Ligeledes tak for den store tålmodighed og positivitet der har været under nedlukningen.

Take away ordningen:
Take away ordningen fortsætter i en ændret udgave efter genåbningen af biblioteket. Afhentning af take away poser kræver ikke coronapas. Du skal være logget in for at benytte bestillingsmodulet. Bestil dine bøger her.

Aflevering af materialer:
Der vil, som nu, være mulighed for at aflevere bøger på en vogn i indgangspartiet. Aflevering af materialer kræver ikke coronapas. Du kan dog ikke få en kvittering ved aflevering på denne måde. Kvittering for aflevering kræver adgang til selvbetjeningsautomaterne - se mere herunder.

Adgangsforhold for biblioteket:
For at få adgang til selve biblioteket, skal du kunne fremvise coronapas, samt det gule sundhedskort/sygesikringsbevis. Du bedes have disse sager klar ved ankomsten. Du er berettiget til coronapas ved at leve op til et eller flere af nedenstående kriterier:

  • Du er færdigvaccineret.
  • Du har haft corona inden for de seneste 14-180 dage.
  • Du er testet negativ inden for de seneste 72 timer.

Der vil være personale til stede som tjekker din dokumentation. Du skal stadigvæk bære mundbind/ansigtsvisir, holde afstand og vi opfordrer til hyppig afspritning af hænder.

Udover dette kan du benytte biblioteket som normalt, der vil heller ikke være tidsbegrænsning på besøget. Børn er også velkomne uden deres forældre, dog skal man, ligesom det gælder de voksne, kunne fremvise coronapas og sundhedskort fra 15 år og opefter.

Adgangsforhold for borgerservice:
For at få adgang til borgerservice, skal du kunne fremvise coronapas, samt det gule sundhedskort/sygesikringsbevis. Du bedes have disse sager klar ved ankomsten. Du er berettiget til coronapas ved at leve op til et eller flere af nedenstående kriterier:

  • Du er færdigvaccineret.
  • Du har haft corona inden for de seneste 14-180 dage.
  • Du er testet negativ inden for de seneste 72 timer.

Borgerservice forsætter den nuværende praksis, hvor man skal have booket en tid på forhånd for at komme ind i det fysiske rum og blive betjent. Der bookes tid ved at ringe på 5620 3000.

Man bliver hentet ved døren, så tag venligst plads i stolene ved indgangspartiet. En tidsbestilling er dermed adgangen til betjening i borgerservice, men man venter ikke inde i biblioteksrummet, man bliver hentet som nu, når ens tid oprinder.

Åbningstider:
Åbningstiderne fremgår af hjemmesiden, vær opmærksom på at vi kun har lørdagsåbent d. 8. maj og lørdag d. 5. juni (Grundlovsdag).

Gebyrer:
Der vil være en gebyrfri periode fra åbningsdagen torsdag d. 22. april til og med lørdag d. 5. juni. Den gebyrfri periode gælder kun for materialer der er udlånt fra tirsdag d. 10. november 2020 eller materialer som skulle have været afleveret i perioden fra d. 10. november.

Mikrobibliotekerne:
Der vil igen være mulighed for at bestille materialer til afhentning på mikrobibliotekerne.

Bibliotek.dk:
Du kan igen bestille materialer fra bibliotek.dk, men afhentning på din foretrukne filial.

Reservationer og bogposer:
Der vil være en ekstralang afhentningsperiode på reserverede materialer på 14 dage fra åbningsdagen. Det samme gælder allerede pakkede poser fra take away ordningen, der fortsætter i en ændret udgave efter genåbningen. Du skal være logget in for at benytte bestillingsmodulet. Bestil dine bøger her.

Bogen kommer og læseklubber:
Disse to services genoptages sammen med bibliotekets almindelige genåbning. Vi opfordrer læseklubberne til at tage kontakt ang. nye materialelister og ønsker. De læseklubber der normalt holder aftenmøder på bibliotekerne må finde andre løsninger, indtil vi igen åbner for selvbetjeningen.

Arrangementer:
Vi begynder så småt at starte vores arrangementsvirksomhed op igen og der vil være enkelte arrangementer allerede i dette forår. Arrangementer i efteråret vil løbende blive tilføjet til bibliotekets hjemmeside. Kravet om coronapas samt sundhedskort gælder også ved adgang til arrangementer. Se mere her.

Vi tager forbehold for ændringer fra myndigheder, der kan opstå med kort varsel. 

Tags