Digteren Yahya Hassan er død

30.04.20
Forfatteren slog igennem i 2013 med den bedst sælgende debutdigtsamling i danmarkshistorien.

Yahya Hassan voksede op i den vestlige del af Aarhus i et belastet kvarter, hvilket skulle blive centralt i mange af hans digte. Han blev øjeblikkeligt kendt, da han kom med den selvbetitlede digtsamling "YAHYA HASSAN" i 2013, der solgte over 120.000 eksemplarer.

Digtsamlingen er skrevet med versaler og vrede. Digtene skildrer barndommen i en dysfunktionel muslimsk familie og en ungdom som hashrygende kriminel.

De er på samme tid et faderopgør, socialrealisme og skriftterapi, men det er især bogens religionskritik, der har skabt furore og medført, at Hassan blev udråbt til dansk integrationsdebats nye, litterære stemme.
Yahya Hassan blev anerkendt som et nyt stjerneskud på den danske litteraturhimmel, og hans meget specielle måde at recitere sine digte på til oplæsninger, blev hans kendetegn.

I 2019 udgav han endnu en digtsamling "YAHYA HASSAN 2".

Yahya Hassan har i de seneste år både været i fængsel og indlagt på psykiatrisk hospital.
Han blev 24 år.

Find hans værker på eReolen

Læs mere om hans forfatterskab på Forfatterweb

Foto: Yahya Hassan. Forfatterweb

Oprindeligt skrevet af lisehan, Høje-Taastrup Kommunes Biblioteker.