Fri online adgang til seks millioner avissider

17.04.20
I samarbejde med Copydan tilbyder Det Kgl. Bibliotek nu åben online adgang til de ejerløse aviser på Mediestream. Det betyder, at alle borgere nu har adgang til 6,5 mio. historiske danske avissider hjemmefra.

Normalt tilbyder Faxe Kommunes Bibliotek & Borgerservice  udvidet adgang til digitaliserede aviser gennem et abonnement på Mediestream Folkebibliotek. Borgernes adgang til aviserne kræver fysisk tilstedeværelse på det lokale bibliotek, hvilket de sidste ugers nedlukning af bl.a. folkebibliotekerne har forhindret. 

Med virkning allerede fra torsdag den 16. april 2020 åbner Mediestream Folkebibliotek for hjemmeadgang for alle landets borgere, så længe nedlukningen af landets folkebiblioteker varer ved.

Du finder Mediestream Folkebibliotek her

Mediestream Folkebibliotek omfatter 67 danske aviser udgivet i perioden 1921-2002, bl.a. Aktuelt, Land og Folk, Nationaltidende, Aalborg Amtstidende, Fyns Venstreblad og mange andre.
Det svarer til omtrent 6,5 millioner avissider.
Det giver danskerne samlet adgang til næsten 13 millioner avissider hjemmefra.

Vi håber, at rigtig mange borgere vil benytte sig af denne helt nye mulighed.Men som med så meget andet under coronakrisen er det uprøvet og helt enestående at åbne Mediestream Aviser for så mange potentielle samtidige brugere, og vi er derfor opmærksomme på, at den tekniske kapacitet muligvis kan blive udfordret.