Lektørudtalelse

Forfatter: Heidi Mørch

Kort om bogen

Mød verdenshistoriens største dræbere og samfundsomvæltere! Medrivende og yderst læseværdig rejse gennem epidemiernes historie for alle, der ønsker at bliver klogere på såvel epidemiernes væsen, som menneskets reaktioner derpå

Beskrivelse

Bogen giver overblik over verdenshistoriske store sygdomsudbrud, deres oprindelse, udvikling og forløb. Vi får såvel fortidige som nutidige forklaringsmodeller på epidemierne og ikke mindst de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser heraf. Undervejs møder vi ikke bare rejehandleren fra Wuhan i 2019, Tyggegummipigen fra Danmarks stenalder, Patient 0 - verdens første pestpatient, kopper-ramte Kejser Justinian, tømrerlærlingen på Orlogsværftet i 1853 og mange andre, men får også gjort rede for at en stor del af sygdommene er et resultat af, at mennesker klumper sig sammen og omlægger vild natur til landbrug. Bogens forfattere er Poul Duedahl, professor i historie på Aalborg Universitet og museumsinspektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg, begge har en lang række udgivelser bag sig

Vurdering

Ualmindelig fin og tilgængelig formidling af fagstof. Meget velskrevet, sproget flyder så det er en fornøjelse, og man er både underholdt og en god del klogere efter endt læsning

Andre bøger om samme emne

 Den blege rytter formidler også epidemihistorie på forbilledlig vis, men koncentrerer sig om Europa fra 1300-1700. Pointen om, at vores behandling af naturen og især dyrene danner epidemisk grobund, ses også i I smittens tid