Litteratur

Gift ved første blik – og kærligheden på bibliotekets hylder

Hver uge samler DR’s Gift ved første blik tusindvis af seere. Vi følger nysgerrigt med, når fremmede mennesker siger “ja” til hinanden i håbet om, at kærligheden opstår. Programmet giver os et sjældent indblik i parforholdets begyndelse, i forelskelse og i de udfordringer, der følger med, når to liv skal flettes sammen.

Af Anna Gabrielle Brandt

Foto af lykkeligt brudepar med teksten "Gift ved første blik".

Men selvom “eksperimentet” er nyt, er temaet alt andet end det. Kærligheden er et af litteraturens ældste og mest vedholdende omdrejningspunkter. Fra de helt store klassikere til samtidsromaner og fagbøger, som undersøger, hvordan vi lever med – og uden – hinanden.

Biblioteket bugner af bøger, der – ligesom Gift ved første blik – spørger: Hvad er kærlighed egentlig? Er den skæbne, kemi, hårdt arbejde – eller lidt af det hele?
Romaner kan give os følelsen af forelskelsens rus, men også vise os kærlighedens mere komplekse sider: brud, savn, venskab, eller den livslange samhørighed. Faglitteraturen kan på sin side tilbyde viden og refleksioner om psykologien bag parforhold, kommunikation og forventninger.

At læse om kærlighed er på én gang genkendeligt og fremmedgørende: vi ser os selv spejlet, men møder også andre liv og andre måder at elske på. Måske er det derfor, kærlighedslitteraturen er så vedkommende – uanset om vi selv er single, nys forelskede eller har fejret sølvbryllup.

Her er tolv forslag, hvis du har lyst til at dykke dybere ned i kærlighedens mange facetter – og måske se Gift ved første blik i et nyt lys.