Online læsefællesskaber – når bøger bliver fælles oplevelser
At læse en bog kan være en stille og privat handling. Man sidder i sofaen eller lænestolen, fordybet i en fortælling, og ofte ender oplevelsen dér. Men i de senere år er læsningen flyttet ud i det digitale rum. Her findes tusindvis af læsere, som deler anmeldelser, indtryk og læseglæde med hinanden – ikke i en fysisk stue, men på skærme og sociale platforme. De digitale læsefællesskaber vokser, og for mange har de åbnet døren til nye bøger, nye venskaber og en ny måde at være læser på.
Af Anna Gabrielle Brandt
Fra bogklub til digital fællesskabsfølelse
Bogklubber er ikke et nyt fænomen. I årtier har mennesker mødtes for at diskutere månedens roman, dele tanker og få en god snak over kaffe og kage. Men hvor de fysiske bogklubber kræver, at man kan mødes et bestemt sted og tidspunkt, giver de online læsefællesskaber en frihed og fleksibilitet, som mange har taget til sig. Man kan deltage hjemmefra, på farten eller når børnene er lagt i seng. For ældre, der måske ikke altid har mulighed for at mødes fysisk, eller for forældre med en travl hverdag, kan det være en befrielse at kunne logge ind og stadig være en del af et litterært fællesskab.
Selvom læsning ofte opleves som noget ensomt, har litteraturen altid haft en social dimension. Vi har et behov for at dele oplevelsen, diskutere karakterer, undre os over slutninger og anbefale bøger videre. Online fællesskaber gør dette muligt i stor skala. Man kan finde ligesindede, uanset om man holder af klassikere, krimier, fantasy eller biografier. Samtidig giver de digitale fællesskaber et særligt incitament til at læse. Når man ved, at andre venter på ens tanker eller ser frem til en fælles diskussion, er det nemmere at holde læselysten ved lige.
Et af de største internationale fællesskaber er Goodreads, hvor millioner af læsere verden over registrerer deres bøger, skriver anmeldelser og deltager i grupper. Her findes også danske fællesskaber, hvor man kan melde sig ind og møde andre, der læser på dansk. Goodreads giver desuden mulighed for at lave en personlig læseudfordring, hvor man kan følge med i, hvor mange bøger man når på et år.
Et andet eksempel er LibraryThing, hvor fokus er på at katalogisere sine bøger og møde andre med samme interesser. Også på sociale medier findes læsefællesskaber i form af Facebook-grupper eller hashtags på Instagram og TikTok. Særligt fænomenet BookTok, hvor unge deler korte videoer med anbefalinger, har de seneste år vist, hvordan digitale fællesskaber kan give bøger nyt liv og skabe bestsellere næsten ud af det blå. Også voksne og ældre kan lade sig inspirere af den energi, der findes i de mange læsekulturer online – og mange vælger at følge med uden selv at lave opslag. Flere kendisser er også hoppet med på læseklubsvognen og har faciliteret online læseklubber. Som eksempelvis, Dua Lipa, der med stor succes har lanceret Service 95, en bogklub har vokset sig til et stort fællesskab på tværs af kultur, bøger, mode, rejser, aktivisme og meget andet. Dakota Johnson har også meldt sig under læseklubbernes faner, med bogklubben TeaTime Book Club, der et meget mere personligt blik ind i litteraturens oplevelsesverden.