Brætspilshygge
Anmeldelse af brætspillet Carcassonne
Af Morten Brøsted
Stemningen er allerede god på denne brætspilsaften. Alle har glædet sig til at se hinanden.
Carcassonne er kommet på bordet. Det er et spil, der er meget simpelt i sin opbygning. Hver spiller trækker såmænd blot en brik med en del af et kort, som derpå skal lægges ned der, hvor den kan passe. Således er der næsten uendelige muligheder for hvordan det endelige landkort kan komme til at se ud. Man scorer point med sine meeples.
Daniel har sat sig og er ved at samle folk til en omgang Carcassonne. Det er ikke nogen overraskelse, han spiller det næsten hver gang. Derfor har han da også den smukke 20-års jubilæums version af spillet.
Jeg spørger ham, hvad der gør Carcassonne så godt. Der er mange grunde.
”Tempoet i spillet er rigtig godt. Grafikken i specielt de nyere versioner er lækker.
Kampen imod sin modstander, men også det at danne alliancer gør spillet både dynamisk og spændende. Der er hele tiden nye udfordringer og rigeligt at holde øje med.”
Daniel er langt fra den eneste der elsker Cacassonne. Spillet udkom i 2000 og nåede hurtigt op på 10 millioner solgte eksemplarer. Siden da er der kommet mange versioner til.
På biblioteket kan du låne det oprindelige spil eller ”Big box”-versionen, hvori du finder hele 11 udvidelser.
God fornøjelse.
Bibliotekets brætspilscafe har åbent hver tirsdag i ulige uger, kl. 18:30 – 21.
Alle er velkomne, uanset alder og spilerfaring.