Nyheder

Vinterbøger - læsehygge for de mindste

Når vinteren sænker sig, og dagene bliver kortere, opstår der ofte små, stille øjeblikke, hvor der er tid til nærvær. Netop disse øjeblikke danner rammen om Vinterbøger - en læsekampagne for børn fra 0-6 år og deres forældre og bedsteforældre.

Af Anna Brandt

Kampagnen er skabt i samarbejde med Faxe Kommunes daginstitutioner og Faxe Kommunes Biblioteker og har til formål at styrke børns tidlige møde med bøger, historier og fælles læseoplevelser.

Vinterbøger bygger på en enkel idé: at gøre højtlæsning til noget hyggeligt, legende og let at gå til. Som en del af kampagnen har daginstitutionerne uddelt udfordringsark til børnene, som familien kan tage med hjem. Udfordringsarkene inviterer til små læseoplevelser i hverdagen – for eksempel at læse sammen i sengen, i mørke med en lommelygte, udenfor eller i bøger, der handler om jul og vinter. Der er ingen krav om at læse bestemte bøger eller nå et bestemt mål; det handler om at finde glæden ved at dele en historie og være sammen om den.

For mange børn er højtlæsning et af de første møder med litteraturen. Her opstår samtaler, nysgerrighed og sproglig opmærksomhed, som rækker langt ud over selve læsestunden. Med Vinterbøger ønsker biblioteket og daginstitutionerne at understøtte netop dette.

Læsekampagnen afrundes med en hyggelig afslutning på Haslev Bibliotek lørdag den 17. januar kl. 10.00–12.00. Her inviteres alle småbørnsfamilier til en formiddag med fokus på fællesskab og læseglæde. Biblioteket byder på snacks og saftevand, og fra kl. 10.30 til 11.30 kommer ballonmanden og laver sjove ballonfigurer til børnene. Undervejs trækker vi lod blandt de familier, der har afleveret deres udfyldte udfordringsark.

Afslutningen er samtidig en mulighed for at opleve biblioteket som et sted, hvor børn og voksne kan være sammen om fortællinger, leg og fordybelse. Her kan man gå på opdagelse blandt bøgerne, tale med bibliotekets personale og få inspiration til nye læseoplevelser i vintermånederne.

Deltagelse er gratis, og der er ingen tilmelding. De første 100 børn, der møder op til afslutningen, får en goodiebag. Vinterbøger er for alle familier, der har lyst til at give læsningen en varm og meningsfuld plads i vinterhverdagen – uanset om man er forælder, bedsteforælder eller en anden vigtig voksen i barnets liv. Vi glæder os til at byde jer velkommen på biblioteket.

Pssst! Skal I også nå at være med til Vinterbøger, kan I hente et udfordringsarket på Haslev eller Faxe Bibliotek eller printe det fra linket herunder