Ramasjang-gulvspil om Indonesien
I hele november måned er ActiveFloor på Haslev Bibliotek udskiftet med et stort Ramasjang-gulvspil fra Børnenes U-landskalender.
Af Sophie Amalie Eslund
Ramasjang sætter fokus på Indonesien
Børnenes U-landskalender er kommet, og i år går overskuddet til børn i Indonesien. Derfor sætter DR nu fokus på netop Indonesien. I Ramasjang-serien ’Hr. Skæg og Motor Mille i Indonesien – Jagten på regnbuens magiske bamse’ tager Motor Mille og Hr. Skæg på eventyr i Indonesien, og de kommer så hurtigt afsted, at de kommer til landet gennem en magisk port. Undervejs på deres mission mister de deres magiske legebamse, ligesom de skal finde et gammelt magisk batteri, og de må også spørge en gud om hjælp. Heldigvis får de hjælp af børn i Indonesien, der viser sig at kunne mere end Motor Mille og Hr. Skæg.
Til programmerne er der også lavet en musikvideo med en sjov og dansevenlig sang, og Motor Mille og Hr. Skæg synger sig gennem de steder, de besøger i serien fra Indonesien. Titelsangen ’Den magiske bamse’ bliver ligeledes udgivet, så den kan streames, hvor man plejer at gøre det.
Også i Ramasjang-programmerne ’Dansemix’, ’Tegnetrix’ og ’Kreabix’ kommer det til at handle om Indonesien og indonesiske børn i den kommende tid. I ’Kreabix’ vil værten Emma for eksempel lave ting ud af skrald, som Motor Mille og Hr. Skæg har taget med hjem fra deres tur til verdens største ø-rige, som Indonesien også er.
Gulvspil på biblioteket
Men det er ikke kun på skærmen, børn og voksne kan udforske Indonesien med Ramasjang. I november måned kan man finde et stort Ramasjang-gulvspil på udvalgte biblioteker rundt om i landet, - og Haslev Bibliotek er et af dem.
I spillet kan man tage med Hr. Skæg og Motor Mille på en spændende rejse rundt i Indonesien og lege magien tilbage for at fikse legebamsen og redde regnbuen. Undervejs skal man løse opgaver og møde børnene Rani og Aqiqah, som bor i Jakarta, Indonesiens hovedstad.
Spillet henvender sig primært til de 4-7-årige, men alle ser selvfølgelig velkomne til at prøve spillet.