Brætspilshygge
Anmeldelse af Pitch & Plakks
Af Annette Vestergaard
Det er blevet ret så populært at spille de såkaldte ”flik”-spil. Det er spil af forskellig art, hvor du skal forsøge at flytte en brik som vist på billedet.
Et af de spilfirmaer der laver denne form for spil er Plakks Entertainment. De har valgt sport som tema og har således lavet et fodboldspil, et golfspil samt olympiaden i flik. For hvorfor ikke.
Her skal vi se nærmere på golfspillet, Pitch & Plakks.
Det første der slår én, er hvor tilgængeligt det ser ud. Man kan sammenligne den måde banen samles på, med en BRIO togbane. Samlingerne mellem hver del er store, så det er nemt for alle aldre at være med.
Selve det at lave en bane bliver også meget hurtig til en stor del af hyggen, for der er ingen bane der er forkert. Og eftersom man kan lave utallige varianter, så er det bare med at få bygget.
Det er da også noget som Valdemar på 7 og Lili på 5 er enige i, da jeg spotter dem i biblioteksrummet. De er i fuld gang med at finde ud af hvordan deres bane skal se ud og teste de forskellige dele.
”Det er okay nemt at bygge”, siger Valdemar. Lili er helt enig.
Banen er bygget og så flikkes der på livet løs. Efter lidt tid spørger jeg dem hvad de synes om spillet.
”Det er lidt sjovt”, siger Lili med et stort smil på munden.
”Jeg har ikke prøvet det før, men jeg er god til det”, siger Valdemar. Han er i gang med at bygge en ny bane.
Lili og Valdemar er gode repræsentanter for målgruppen, for det kan magtes fra 3 år. Men det er helt sikkert noget som hele familien kan samles om og grine sammen over, når far for 4. gang skyder bolden ud af banen. Der følger flere kugler med til spillet, som alle har forskellige former, hvilket ikke ligefrem gør dem nemmere at styre.
Der er anvist 9 baner, hvor man selv skal bygge sidste hul.
På biblioteket kan du låne Pitch & Plakks eller Olymplakks. Du finder begge spil herunder.
God fornøjelse.
Bibliotekets brætspilscafe har åbent hver tirsdag i ulige uger, kl. 18:30 – 21.
Alle er velkomne, uanset alder og spilerfaring.