Om dette arrangement

Tid
(Hele dagen)
Pris
Gratis
Bibliotek
Lokale
Rollosalen
Målgruppe
Abonnér på kalender

Dobbeltsyn

Ulla Neergaard og Anne Birkholt Nielsen står bag august-udstillingen DOBBELTSYN.

Udstillingen tager direkte og indirekte afsæt i kameradage på Refshaleøen. Ulla har fundet motiver i områdets særegne stemning og udtryk i en blanding af forfald, moderne fabriksbygninger og pop-ups. Anne har, inspireret af Ullas fotografier, opsøgt og bearbejdet indtryk fra sit eget nærområde omkring Faxe Ladeplads og i kombination med udvalgte monotypiværker fra Annes procesarkiv har de ladet disse to områders motiver mødes.   

Ulla Neergaard
Ulla er kunstfotograf og grafiker.                          
Inspirationen kommer til hende alle vegne fra, når hendes blik møder motivet i et øjebliks sansning. Det kan være store landskaber, små detaljer, farver og deres samspil/modspil, strukturer, mønstre og lys/skygge. Hun søger mod harmoni og stilhed, og det højst opnåelige for hende er at skabe stille og til tider lyriske værker ud af en verden med kaos og larm. 
Ullas udgangspunkt er kameraets framing af det øjeblik, hun vælger lige på det tidspunkt. Det er en opdagelsesrejse hver gang. Hun viderebearbejder og sammenstiller ofte sine fotoværker i hendes nysgerrighed efter at finde nye udtryk og for at skabe grafiske værker. 
Ulla har flere gange deltaget på Bornholms censurerede forårsudstilling. 

Anne Birkholt Nielsen
Anne er grafiker og billedskaber.
Hendes praksis kredser bl.a. om indtryk fanget som hurtige mobilskud samt om materialeundersøgelser og sammenstillinger udført i langsomt, naturligt værkstedstempo, hvor håndværket og glæden ved papir, pigment og trykpresse får plads.  
Anne arbejder med det enkle og det essentielle i de underliggende lag og er optaget af de rytmer, systemer og forbindelser, som virkeligheden indeholder, når opmærksomheden skærpes. 
Det, Anne drages af, er sjældent det, hun egentlig ser eller lytter til men snarere, hvordan blikket på natur, lyde, objekter og bygninger forbinder sig til tilstande i livet. Som, når noget arbejder for én. 

Ulla og Anne er gået til denne ophængning uden den for dem typiske minutiøse forudgående planlægning. De har været åbne for de associationsrækker, der naturligt opstod i rummet.

Mød Ulla og Anne fredag 18. august kl. 16 - 17.30
Mød Ulla Neergaard og Anne Birkholt Nielsen, når de er til stede i udstillingen i Rollosalen 18.08.2023.
Alle er meget velkomne.

Øvrig åbningstid i bibliotekets bemandede åbningstid:
Man. 10-17. Tirs. 10-16. Tors. 10-18. Fre. 10-13.